Spring til sidens indholdSpring til sidens menuSpring til sidens bund• Top
• Indhold

Københavns Amt

Københavns Amt har fremstillet 3 store sorte telte - magiske huler.

Danmarks Skolebibliotekarer © Danmarks Skolebibliotekare

De Magiske Huler

Allerede inden man træder ind i skolebiblioteket kan man, snarere ane og fornemme end decideret høre, svag eksotisk, mystisk musik. Og når man træder ind i det ellers så velkendte rum bemærker man straks tre sorte telte – mørke, mærkelige, mystiske. Har en arabisk nomadestamme slået sig midlertidigt ned? Hvad er der løs? Man letter forsigtigt på den tunge sorte bomuldsdug og kigger ind i mørket.

Efterhånden som øjnene lidt efter lidt vænner sig til det svage lys kan man skelne de orientalske tæpper på gulvet, de store mørke velourpuder, bordet som et alter ved bagvæggen dækket af en mørk velourdug, med to svagt lysende saltsten, og som en altertavle ovenover hænger et farvestrålende silketæppe. I loftet hænger en lyskæde som en svungen stjernehimmel og flagermus flyver under taget. I det fjerneste hjørne er mundingen til en uendelig tunnel beklædt med blinkende lys og under den står et apparat og udsender lavmælte og mystiske lyde. Et panel af glas med magiske dufte står på bordet og rundt omkring ligger forskellige bøger, kort, spil og mere ubestemmelige ting, der pirrer nysgerrigheden.

Et kig ind i det næste telt afslører en læsehule hvor man kan smide sig i de stor velourpuder og læse om magi og trolddom eller tage en høretelefon og lytte til uhyggelige historier om hekse, trolde, magikere, forheksede prinser, genfærd og meget meget mere…. På bagvæggen hænger et stort tæppe med Hogwarts våbenskjold, vi er på skolen for trolddomskunst.

I det sidste telt finder man blandt mange andre ting store handskedukker, udklædningsdragter, en stor kurv fuld af kapper, sminkefarver, spå- og tarotkort, spil om troldmænd, drager og prinsesser, parykker og trylleremedier. Her er alle muligheder for selv at blive troldmand eller heks og udøve sin spådomskunst, trylleri eller andre magiske evner.

Men hvad er det egentlig for noget – og hvad skal der ske hér? Vi ved det faktisk ikke. Men vi tror på, at der sker nogle spændende ting, når hulerne bliver fyldt af kreative og opfindsomme børn. Og vi tror på, at skolen skal være bedre til at stille muligheder til rådighed for børnene, så de selv bliver nødt til at skabe indhold og sammenhæng. Vi tror på, at det skaber helt nye læringssituationer, når man en gang imellem kun opstiller rammer og muligheder for eleverne – og lærerne ikke hele tiden tager ansvaret for indhold, sammenhæng og forløb.

Det her er vores spæde forsøg – vi er meget spændte på at se, hvad der kommer til at ske!

Martin Brandt-Pedersen, VOV-gruppen, Københavns Amt

VOV-gruppen, Københavns Amt 
VOV-gruppen Københavns Amt:
Mette Strandberg, Skolen på Taxvej
Martin Brandt-Pedersen, Amtscentret for Undervisning, Kbh.s Amt
Julie Lund Henriksen, Nyager Skole
John Christiansen, Roholmskolen
Alice Rueløkke, Nyager Skole
Birthe Dræby, Brøndby Strandskole
Ingrid Martlev, Pædagogisk Central, Gladsaxe

Københavns Amt